Tre dejlige uger på Astypalaia

 

Vi boede i huset fra søndag den 29. august til fredag den 17. september 2004 og var nær aldrig kommet derfra igen. Men det startede godt:

 

Ankomst med fly fra Athen midt på eftermiddag, bus til Astypalaia, hvor vi indtog de to første af utallige frappeé’er (kold pisket nescafe, milk and a LITTLE sugar, please) på hjørnecafeen ved havnen, hvor både bus og taxi har holdeplads. Taxi ned til Lilo i Livadi , som bød hjerteligt velkommen, høstede havens flotteste drueklase til gæsterne og udleverede nøglerne.

 

Taxichauffør Pavlos snakker meget, men hverken engelsk eller tysk. Heldigvis kunne Lilo, som er tysker og snakker både tysk og græsk og en smule engelsk, fortælle ham, hvor Stefanos’ adresseløse hus ligger lige ved Torvet (Platia) i Chora, og vel ankommen kørte Pavlos ikke videre, før han havde sikret sig, at nøglen til lågen passede.

 

Første indtryk: Sikke dog et dejligt hus, eller rettere: Tre dejlige huse. Skinnende nykalkede med smukke blå døre og hele to terrasser. Næste syn var noget deprimerende: Den ene terrasse klistret ind i smattede druer og stuen og badehuset belagt med et endog vældig tykt lag støv. Så mens Bo spulede udenfor, moppede Jette inden døre. Det var surt, men tog dog max. en time, og så flyttede vi ind i hovedhuset, som er rigeligt stort, når man bare er to. I øvrigt opholdt vi os kun inden døre to aftener i kuling. Og når vi sov.

 

Og så gik dagene rask væk. Øen er cirka på størrelse med Ærø, og i første omgang investigerede vi hovedstaden og nærområdet til fods. Siden hen inddrog vi bus, turbåd, taxi og jeep, og vi mener at have været i næsten alle tilgængelige hjørner af øen. Bortset fra grotterne – Spilia Negrou og Drakou – som figurerer på alle kort, men som overhovedet ikke skiltes og som ingen lokale kunne gøre os begribeligt, hvordan man finder frem til. Vi hører meget gerne fra nogen, som har set dem i virkeligheden!

 

 

De bedste udflugter – først til fods

OP I CHORA:. Borgen er under kraftig restaurering for 15 millioner EU-euro. Lige nu får besøgende ikke lov at se det hele og kun om formiddagen. Men arkitekturen i denne ældste del af byen er vidunderlig med smukt malede altaner og smalle gyder, hvor ikke engang øens utallige motorcykler kan komme frem. Her er ingen butikker bortset fra en lille gamle isenkræmmerkone, som må have indkøbt alverdens kram siden 50’erne og ikke solgt ret meget undervejs. Find hende og brug en fornøjelig stund på at støve rundt blandt garn (alle farver), husgeråd, sko, krydderurter, bomuldsbh’er, maling, postkort og en million andre mærkværdigheder.

 

NED TIL HAVNEN ad mindst 10 forskellige maleriske trappe-ruter. Man lærer hurtigt at finde mindre stejle trapper til hjemturen efter en god middag på én restauranterne på standen eller havnen.

 

VIA MALTEZANA (med bus) til EXO VATHI på østøen (fire timer hver vej) – et smukt lille fiskerleje, hvor vi havde håbet at overnatte. Men tavernaen havde ingen værelser og et håb om at blive sejlet tilbage til Vai af tavernaens indehaver glippede, da han ved nærmere eftertanke følte sig syg af astma. Så vi takkede ja til et lift tilbage med et tysk ægtepar.

 

TIL AGIOS ANDREAS (cirka en time hver vej), hvor et stort stenbrud arbejder på højtryk og formentlig forsyner øens mange byggerier med materialer.  Fem minutter videre til et nyt, stort kajanlæg, som ligger tilsyneladende ubrugt hen. Vi læste os til, at der er - eller har været (?) - planer om at flytte færgetrafikken derud fra Skala. I så fald bør vejen dertil forbedres endda noget….

 

TIL DEN STORE KUNSTIGE SØ (FRAGMA) vest for Livadi (en lille time hver vej). Vi havde bare set den oppefra og troede, man måske kunne bade i den, men overhovedet ikke. Det EU-støttede vandreservoir med tilhørende dæmning kommer man ikke tæt på. Men man forstår herefter lidt bedre, at Livadi er så frugtbar selv i september, hvor næsten alt andet er goldt.

 

TIL VAI OG MIKROVAI (via bus til Maltezana) (1 time hver vej), hvor medarbejderne på et kæmpestort havbrug bød på frappe og desværre ikke formåede at gøre os forståeligt, hvad det er for nogle fisk, de dyrker. Men de forarbejdes i Maltezana, før de eksporteres, så vidt vi forstod.

 

Med båd og til fods

Sejlturen med turbåden fra Skala (kaptajnens fruen er tysk og meget sød og informativ) til Agios Ioannis (tre kvarter) afslører barske og stejle klippeformationer på sydkysten. Vi afmønstrede på stranden ved Agios Ioannis og vandrede hjem (treenhalv  time). Opstigningen fra stranden til selve klostret er lidt barsk i middagsheden og tager alene en time. Måske skal man tage turen modsat - altså vandre til Agios Ioannis og NED gennem slugten til stranden og så tage turbåden hjem (men det skal aftales omhyggeligt med kaptajnen).

 

 

Med taxa og til fods

Klostret Flevariotissa nåede vi med taxa til Vigla og derefter til fods (max. en halv time). Et smukt kloster med nybyggeri, men i middagsstunden virkede det forladt – måske de bare sov? Hjemad vandrede vi via Agios Andreas, men her mangler stierne, så lange bukser og rigtig gode sko anbefales. I det hele taget er det træls, at man på det meste af øen er henvist til at vandre på grusvejene. På gedestierne støder man hele tiden ind i hegn, som simpelthen ikke kan forceres, og der er langt mellem leddene. Positivt er det til gengæld, at tusindvis af smukke bjerggeder akkompagnerer vandreturen med liflig klokkeklang – og at man ofte bliver tilbudt et lift af de få biler, som færdes på øens grusveje. Grækerne har meget svært ved at fatte, at nogen med vilje trasker rundt der i sol og støv…

 

Med jeep

Vi vendte tilbage til Exo Vathi, parkerede og vandrede op til Thomas-klostret, som ligger smukt – og er forladt. Man kan køre derop, men det vidste vi ikke. Samme dag kørte vi ned til klostret Poulariani via øst-øens højeste punkt (Kastellano), hvor en masse gamle bygninger – militære? - ligger som rømmet over night. På den tur havde vi fornøjelse af fire-hjuls-trækket. Der er stejlt – og meget smukt!

 

 

Med jeep nåede vi også vest-øens nordligste punkt, Panormos, hvor de eneste mennesker, vi mødte,  var en halv snes jægere og hunde i fuld gang med at udrydde fasaner – efter Lilos opfattelse kommer de fra Kalymnos, fortalte hun sidenhen . Vi spurgte en af restauratørerne på stranden i  Livadia (hvad mon han hedder – gråhåret, godt engelsk) hvorfor fasanerne ikke havner på spisekortet, og da vi næste dag mødte ham i Chora, havde han opkøbt to. På vores sidste aften tilberedte han os derfor et fyrsteligt måltid – og lidt dyrt (70 euro for to fasaner med et bjerg af makaroni, græsk salat og en flaske retzina.)

 

Med båd

Med turbåden besøgte vi to ubeboede øer – Koutsomiti og Kounoupi - og her kan man grave velsmagende salt op af  hullerne i klipperne med de bare næver. Så ligger det og tørrer i solen et par dage og smager fortryllende. Vi havde et par kilo med hjem. Øen bugner desuden af salvie, som jo ikke vejer meget i bagagen. Og er man heldig, finder man én, som vil sælge nogle gram af den lokale safran.

 

Strandene og vejret og maden

Og ind imellem og undervejs på vores mange udflugter besøgte vi et stort udvalg af de mange dejlige strande, Kaminakia (toenhalv time hver vej), Konstantinos (1 time hver vej), Vatses (én trekvart time hver vej) og Stenos (bussen til Maltezane stopper lige ved standen) kan især anbefales. Nogle har sten, nogle sand, nogle klipper, andre ikke, men alle frister med med det reneste, lækreste krystalklare vand. Nogle med en taverna, som måske er åben, den på Kaminakia-stranden serverer pragtfuldt hjemmebagt brød og salat med  den lokale, hjemmelavede ost og grøntsager af egen avl, uhm..

 

Solen skinnede samtlige dage bortset fra én formiddag. Hvor varmt, der var, ved vi ikke lige – husets termometer strøg ovenud af de maksimale 50 grader på førstedagen og så opgav vi at måle. Det blæser altid,  men i temperaturer vel mellem 25 og 30 grader lever man godt med vinden, måske lige bortset fra de to dage med stiv kuling. Da var det svært at stå fast på bjergtoppene. De første nætter var varme og et lagen som dyne alt rigeligt. De sidste måtte vi låne et tæppe.

 

Turister er der ikke mange af i september, men nok til, at mindst 20 restauranter i Astypalai, Livadi og Maltezana holder åbent. Middag med vin koster typisk 20-25 euro for to, så vi spiste rigtig meget - og godt - ude.

 

Post og net - og en messe for Sophia

Postgangen til øen: Vi modtog vores avis med cirka en uges forsinkelse. To cafeer på Torvet har internet-forbindelse til 4 euro pr. time, og computerne virker temmelig ofte.

 

Er man som vi heldige at løbe ind i en messe i et af de 365 bedehuse, bliver man budt hjerteligt med, også til det efterfølgende kageorgie. Vi nød oplevelsen i og på klapstole uden for bedehuset i udkanten af Astypalia   Livadi-vejen, hvor man vistnok fejrede den hellig Sophia, som sammen med sine tre døtre gik i døden for kristendommen - så vidt vi forstod den græske udlægning af vores nabokone, som deltog, og så vidt vi kunne se på ikonerne i bedehuset.

 

Seværdigheder - tjah

Øens seværdigheder er et kapitel for sig. Ofte støder man på skilte, men jagter man f.eks. The Late Roman Baths i Maltezana, skal man gennem en frønnet låge og tværs over en mark, før de smukke mosaik-gulve dukker op.

  Andre attraktioner er svære at gennemskue – er det virkelig interessante ruiner eller bare et hus, som er skvattet sammen, fordi beboerne har forladt det? Informationstavler anvendes IKKE, og beskrivelser i diverse brochurer fortæller såmænd fint om øens omskiftelige ejerskaber, men ikke så meget om attraktionerne.

 

I det hele taget kniber det med ordentligt kortmateriale. De kort, man normalt præsenteres for, er ikke særligt informative og slet ikke, når man leder efter stier. Ofte eksisterer de ikke, dem, der er tegnet ind på kortet. Til gengæld dukker så nogle andre op i landskabet. Efter en uge lykkedes det os dog at finde et nogenlunde troværdigt kort. Vi købte det i butikken lige over for hjørnecafeen,  det hedder 3-D Tourist Map-Guide og koster 4 euro. Forud havde vi et par gange klaget vores nød til den unge pige i turistinformationen i én af møllerne og hun fremskaffede faktisk ét – nemlig det uduelige, som i forvejen lå i huset!

 

Hjem med besvær

Hjem skulle vi jo så igen, med flyet fredag den 17. kl. 14.

  Om morgenen lovede tavlen ved turistkontoret afgang med bussen til lufthavnen kl. 12.05. Fint - Bo kunne løbe ned til Lilo i Livadi med nøglerne, mens Jette gjorde rent.

  Bussen kørte planmæssigt. Dog ikke længere end de fem minutter ned til havnen – ”no aeroporto”, meddelte chaufføren, som hverken snakker ret meget eller tysk eller engelsk. Og mens bussen parkerede og chaufføren gik sin vej, drønede ellers flinke Taxi-Pavlos forbi med beskeden ”taxi kaput” eller sådan noget. Står ståhej på havnefronten, for hvordan skulle danskerne nu komme til Athen? Men ro på. Et kvarter senere havde buschaufføren ombestemt sig - og han kørte alligevel til lufthavnen – nu på et tidspunkt helt uden for køreplanen.

  Alt klappede for - som Steen siger: Grækerne har altid en trumf i baghånden.

 

 

Jette Purup og Bo Trolle, Rudkøbing

 

Nogle priser:

Fly

København- Athen retur med Mærsk Air  - 1393 kr. retur pr. person.

Athen-Astypalaia retur med Olympic Air - 800 kr. retur pr. person.

Forbindelserne er desværre så dårlige, at vi var nødt til at overnatte i Athen både ud og hjem, og pga af OL var det umuligt at bestille værelse på forhånd. Vi fandt et skummelt hotel på udrejsen, som ikke kan anbefales, men hjemad boede vi på Hotel Cecil, Athinas Street (metro: Monastiraki). Pris: 95 euro med morgenmad. Ingen vild luksus, men ok.

 

Bus (alle koster ca. 1.50 euro for en enkelt)

Lufthavn – Chora 

Chora – Livadia

Chora – Maltezana

 

Taxa

Livadi – Chora retur: 4 euro

ChoraVigla 6 euro

 

Jeep: Leje pr dag 30 euro

 

Turbåden fra Skala:

Kaminakia – Ioannis retur 13 euro

Dagtur til Koutsomiti og Kounoupi: 13 euro

 

En dameklipning: 10 euro